”Gruppemøder er et super godt forum at sige sin mening i. Synes de kører rigtig godt. Der er tilladt at være uenige både med medarbejderne og de andre beboere. Vi taler med hinanden på en ordentlig måde, også selvom vi ikke er enige, hvilket tiltaler mig.”

(Beboer i botilbuddet, fra beboerevalueringen 2015)

 

Individ og fællesskab

Vi tror på, at det er vigtigt at opretholde overordnede drømme og mål i livet, og at helbredelse opstår når den enkelte støttes fordomsfrit i at finde sin måde at leve sit liv på. Da livet aldrig leves alene, men altid i en sammenhæng, bruger vi fællesskabet i botilbuddet til at undersøge, hvad det er der sker i dig som beboer, når et fællesskab stiller krav, eller du selv har krav til fællesskabet.

Hver sit liv

Vi lægger vægt på at der laves et individuelt dagsprogram med hver enkelt beboer. Vi mener, at det er vigtigt, at der er en fast rytme og at dagens indhold er en blanding af ting der skal gøres for at livet fungerer, (eks. rengøring, tøjvask m.m.) og ting der tilfredsstiller dine personlige interesser, lyst og behov (eks. undervisning, motion, fritidsinteresser, arbejde). Vi har i dagligdagen en stadig dialog om spændingsfeltet mellem ansvar i forhold til fællesskabet og den enkeltes frihed, til at handle selvstændigt.

Beboerværelse i Stoa Botilbud

Beboerværelse i Stoa Botilbud

At bo sammen

Vi har valgt den kollektive boform (bofællesskab) i botilbuddet, fordi mange med en psykisk lidelse ofte har svært ved at fungere sammen med andre. Vi mener derfor at det er af væsentlig betydning for den fremtidige livskvalitet, at du som beboer får lært at være sammen med andre mennesker. Dette indebærer også et fælles ansvar for at tingene fungerer, mht. indkøb, rengøring, madlavning m.m. I et bofællesskab kender man hinanden på både godt og ondt, og gennem indlevelse og medleven i de andres proces, øges den sociale forståelse og omsorgen for hinanden.

  STOA BOTILBUD · ADELGADE 2B · 8660 SKANDERBORG · TLF. 86 52 07 84 · E-MAIL: STOA@STOA.DK  
  Copyright 2010: Stoa gruppen. CMS hjemmeside: Tao Design